Auto Group Nordvest (AGN) har indgået aftale om opkøb af Autocentralen i Skive, som er autoriseret Skoda- og Volkswagen-bilhus. Overtagelsen er betinget af godkendelse fra Konkurrencestyrelsen.
Med opkøbet udvider AGN sin tilstedeværelse i Midt- og Vestjylland.
– Skive passer naturligt ind i den geografi, vi allerede dækker. Med vores forretninger i Nykøbing, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing, Thisted og Herning giver det god mening også at være til stede i Skive. Det binder vores geografi endnu bedre sammen, siger administrerende direktør Michael Axelsen Ustrup.
Skive er ikke et nyt område for AGN. Forretningen i Skive har gennem flere år været interessant for kredsen bag koncernen. Autocentralen Skive er i dag autoriseret forhandler af Volkswagen og Škoda og beskæftiger 28 medarbejdere.
– Autocentralen Skive er et godt match for AGN, og vi ser gode muligheder i at føre forretningen videre på det fundament, der allerede er skabt, siger Michael Axelsen Ustrup.
Fokus på en tryg og glidende overgang
For både AGN og Autocentralen har det været vigtigt, at processen er foregået i en ordentlig tone og med respekt for den forretning, der allerede er bygget op i Skive.
– Vi har været glade for den tid, vi har været i Skive, men vi har ønsket at finde en løsning, hvor bilhuset i Skive kan fortsætte den gode udvikling, samtidig med, at vi skaber de bedste muligheder for fremtiden. Dialogen med AGN har været både god og respektfuld, og det er vigtigt for os, at der kan skabes en tryg og ordentlig overgang for både medarbejdere og kunder, fortæller Anders Jensen, der er administrerende direktør i Autocentralen.
Handlen er indsendt til Konkurrencestyrelsen og kan først gennemføres, når en godkendelse foreligger. Indtil da fortsætter driften som hidtil. Både AGN og Autocentralen har fokus på at sikre en ordentlig proces og skabe tryghed gennem hele forløbet – for både medarbejdere og kunder.