Grønt lys til udvidelse: Auto Group Nordvest rykker ind i Skive

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt AGNs opkøb af Autocentralen Skive.

Den 25. juni 2026 offentliggjorde Auto Group Nordvest (AGN) aftalen om at overtage Autocentralen Skive. Handlen var betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, som nu er på plads. AGN overtager officielt Autocentralen Skive den 15. december.

Med opkøbet udvider AGN sin tilstedeværelse til syv byer og styrker dermed sin position i Midt- og Vestjylland. Autocentralen Skive er autoriseret forhandler af Volkswagen og Škoda og beskæftiger 28 medarbejdere.

 

Et naturligt næste skridt for AGN

Opkøbet er en del af den udvikling, AGN har gennemgået de seneste år, hvor flere lokale bilhuse har samlet kræfterne i en fælles koncern.

– Vi er rigtig glade for, at godkendelsen nu er på plads. Vi har set frem til at kunne tage næste skridt, og Skive er en naturlig udvidelse af vores eksisterende forretninger. For os handler det om at udvikle en stærk og lokalt forankret bilkoncern, hvor vi kombinerer fordelene ved at være en større organisation med den nærhed til kunderne, som kendetegner vores bilhuse, siger Michael Agerskov Ustrup, CEO i AGN.

 

Fokus på medarbejdere, kunder og lokal forankring

For AGN er det vigtigt at bygge videre på den forretning, som allerede er etableret i Skive. Bilhuset har gennem årene opbygget en lokal kundekreds og et erfarent team, som bliver et vigtigt fundament for den videre udvikling.

– Vi overtager en veletableret forretning med dygtige medarbejdere og stærke lokale relationer. Det fundament skal vi bygge videre på. Vores ambition er, at både medarbejdere og kunder oplever en god overgang, og at vi sammen kan udvikle forretningen i Skive som en del af AGN, siger Michael Agerskov Ustrup.

Med godkendelsen på plads kan arbejdet med den videre overtagelse fortsætte frem mod overtagelsen den 15. december, hvor bilhuset bliver en del af AGN. For kunderne betyder det først og fremmest, at meget er, som det plejer. Eksisterende aftaler og bookinger følger med i overgangen, så kunderne ikke selv skal foretage sig noget. De møder de samme medarbejdere, og de kan fortsat komme forbi i Skive for at købe nye og brugte biler, få bilen serviceret og repareret eller købe originale reservedele. Ligesom bilhuset fortsat er autoriseret forhandler og værksted for Volkswagen Personbiler, Erhvervsbiler og Škoda.

Omkring overtagelsen vil kunderne opleve, at navnet skifter til AGN Skive, og at AGN's udtryk gradvist kommer til at præge bilhuset.

–  Vi lægger vægt på en tryg og glidende overgang. Kunder, der allerede har en aftale i Skive, skal ikke selv foretage sig noget. Vi sørger for, at bookinger og kundeoplysninger følger med i overgangen. I de første dage kan der opstå små praktiske justeringer, men målet er, at kunderne mærker så lidt som muligt, fortæller Michael.

 

Om Auto Group Nordvest

Auto Group Nordvest (AGN) er en familieejet bilkoncern med stærke lokale rødder i Midt- og Vestjylland. Koncernen er autoriseret forhandler af Volkswagen, Škoda, SEAT og CUPRA samt Audi Servicepartner.

AGN er resultatet af en samling af flere traditionsrige bilhuse i Herning, Holstebro, Ringkøbing, Thisted, Nykøbing Mors og Lemvig. Med Autocentralen Skive udvides koncernens geografiske tilstedeværelse til syv byer.